Museet

GÅ TIL

OM MUSEET

Kirsten Kjærs Museum blev stiftet i 1981 af Harald Fuglsang og John Anderson.

Det er placeret i naturskønne omgivelser få km fra Vesterhavet. Museet viser også skiftende gæsteudstillinger, udendørs skulptur, installationer og land art.

Desuden findes gæstehus for kunstnere og værksteder for grafik, keramik, maleri og skulptur.

KIRSTEN KJÆRS FOND

Kirsten Kjær Museet drives af Kirsten Kjærs Fond, stiftet i 1980 med henblik på bevarelse af Kirsten Kjærs kunst. I årenes løb har museets grundlæggere, Harald Fuglsang og John Anderson, doneret såvel museumsbygningen som gæstehusene og tilhørende arealer til Fonden. Fonden ledes af en bestyrelse på fem medlemmer.

Bestyrelsen for Kirsten Kjærs Fond er:

Jytte Nielsen (formand), repræsentant for Museum Thy
Lone Olsen (næstformand)
Hanne Abildgaard
Zoran Luka
Jane Kær Rishøj

Suppleanter:
Frank Svendsen
Vivi Christensen

FRIVILLIG PÅ MUSEET

Den daglige drift af Kirsten Kjærs Museum er for en stor dels vedkommende baseret på frivillige. Som frivillig modtager du f.eks. museets besøgende eller hjælper med almindelig vedligehold. Det tidsmæssige omfang bestemmer du selv.

Som frivillig bliver du også en del af museets hverdag og fællesskab. Der vil være mulighed for at overnatte i gæsteboligen, hvis du vælger at hjælpe i flere sammenhængende dage eller hvis du har lang transporttid.

Som frivillig kommer du gratis ind til de koncerter som museet er arrangør for.

Har du – eller kender du nogen, der måske har lyst til at indgå i holdet bag museet for een af Danmarks markante kvindelige kunstnere så skriv til info@kkmuseum.dk, så kontakter vi dig for en videre snak.

KIRSTEN KJÆR

Kirsten Kjær er født den 14. november 1893 i landsbyen Vester Thorup langt ude på landet mellem Limfjorden og Vesterhavet. Hendes far stod for det lokale mejeri. Som barn var hun meget følsom, og som ung havde hun svært ved at finde ud af hvem hun var. I 1918, 25 år gammel, giftede hun sig lidt imod sin vilje med maleren Frode Nielsen (Dann). Hun havde svært ved at tilpasse sig en almindelig husmoderlig tilværelse i provinsen, og årene 1921-23 tilbragte hun det meste af tiden med en turnerende teatergruppe og tænkte alvorligt på at blive professionel skuespillerinde. I 1924 fik hun imidlertid en svær depression der blev yderligere forværret af en operation for tuberkulose. Hun kom sig og vendte tilbage til Frode, der på det tidspunkt levede af at restaurere kirkeinventar.

Kirsten malede, som 32-årig, sit første portræt. I 1926 rejste hun sammen med Frode til Kalifornien hvor hun fik sit gennembrud som maler. I 1929 vendte hun alene tilbage til Danmark hvor hendes portrætter blev modtaget med stor interesse. Hun tilbragte nogle måneder hos den verdensberømte forfatterinde Karin Michaëlis som skrev ‘Hjertets Vagabond’ om Kirstens vildsomme liv i Amerika.

I 1930 møder Kirsten redaktøren og skuespilforfatteren Anders Olsen. Gennem Anders fik Kirsten kontakt med mange politikere og skuespillere, som hun malede. Anders døde i 1938 og Anden Verdenskrig stod for døren. Kirsten kastede sig over at hjælpe politiske emigranter og under krigen stillede hun sin lejlighed til rådighed for modstandsbevægelsen.

I 1943 på hendes 50-års fødselsdag blev foreningen Kirsten Kjærs Venner stiftet med det formål at støtte hende økonomisk så hun kunne opretholde lejligheden i Lille Kongensgade i København. Uden denne vennekreds ville det have været vanskeligt for Kirsten at overleve og opretholde en base som hun altid kunne vende tilbage til efter sine mange rejser; til Warszawa i 1947, til Lapland 7 gange i de følgende år, til Island fra 1955-57, og til Tunis og Liberia i 1960´erne. Hun beholdt sin livskraft og evne til at male til sent i livet – hun var 91 da hun startede sit sidste billede på plejehjemmet nær museet.

Skrevet af Harald Fuglsang, den ene af Kirsten Kjærs Museums grundlæggere

Er du interesseret i at vide mere om Kirsten Kjær, anbefaler vi følgende bøger og film som kan købes i vores museumsbutik.

  • Hanne Abildgaard: Kirsten Kjær – “Menneskemaler”. Strandberg Publishing (2023)
  • Karin Michaëlis: Hjertets Vagabond (1930)
  • Harald Fuglsang: Kirsten Kjær “Allerede som barn var jeg anderledes” (2004)
  • Film: Kirsten Kjær – en hjertets vagabond (1982)
  • Film: Kirsten Kjær og Hendes Museum (At være sig selv), af Jørgen Vestergaard (fra 2008, 33min)
  • Johan Møller Nielsen: Kirsten Kjær (1973) Bogen kan ikke købes i butikken

 

Forskning og publicering af monografien Kirsten Kjær – “Menneskemaler” er  finansieret af 15. Juni Fonden.  

MUSEETS HISTORIE

Kirsten Kjærs Museum er et privat museum i det nordvestlige Jylland. Det er bygget op omkring en stor samling af malerier og tegninger af Kirsten Kjær (1893-1985).

Det er stiftet af lægerne John Anderson og Harald Fuglsang i 1981 under mottoet “kærlighed og hårdt arbejde”. Museet er indtil videre det eneste danske museum for en kvindelig kunstner.
Museets nuværende bygningsmasse er resultatet af 30 års “knopskydning”. Det oprindeligt beskedne husmandssted har i dag udviklet sig til en labyrintisk krop, der metaforisk kan opleves som spejlinger af den identitetssøgning, der karakteriserer både Kirsten Kjær og museets grundlæggere.

Bygningernes arkitektoniske forgreninger tilbyder den besøgende en mangfoldighed af sanseoplevelser. Kirsten Kjærs malerier, personlige ejendele og andre arkivalier samt skiftende udstillinger, koncerter og gæstekunstnere lægger yderligere lag til oplevelsen af et gæstfrit og levende sted med plads til diversitet.

Den nøjsomhed, der er en del af stedets og grundlæggernes ånd, afspejler den gamle Thy-identiteten kombineret med høj grad af vilje til at skabe et museum, hvor alle kan føle sig godt tilpas.
En af museets gæster skriver: “her er en uhøjtidelig stemning, som gør det lettere for en uerfaren museumsgænger at opleve og nyde kunstoplevelsen.”

1978 bosætter John Anderson (1929-2015) og Harald Fuglsang (1933-2022) sig på Langvadvej 60. Hensigten er at etablere et museum for Kirsten Kjær.

1980 overdrager foreningen Kirsten Kjærs Venner sine malerier til den nystiftede Kirsten Kjærs Fond.

1981 indvies Kirsten Kjærs Museum d. 15. maj. Bygningerne stiller John Anderson og Harald Fuglsang gratis til rådighed for museets aktiviteter.

2003 overdrages bygninger og jord til Kirsten Kjærs Fond. Museet er således fortsat et privat museum, der drives for egne midler.

2022  udformes en ydelsesaftale mellem Kirsten Kjærs Fond og Thisted Kommune om et årlig tilskud, der skal være med til at sikre et langsigtet grundlag for Kirsten Kjærs Museums virke.

Er du interesseret i at vide mere om Kirsten Kjærs Museum og de to stiftere, anbefaler vi Harald Fuglsangs tre erindringsbøger (Tilbageblik og Tankeflugt; Til Eftertanke – samtale med mig selv; Vintertanker og Forårshåb). Bøgerne kan købes på museet.

SAMLINGER

KIRSTEN KJÆR

Portrætmaleren Kirsten Kjær, eller “menneskemaleren”, som hun selv foretrak at kalde sig, levede 1893-1985. Hun var et selvstændigt og berejst menneske med en karismatisk udstråling. Desuden ejede hun evnen til at begå sig i alle samfundslag.

Rejserne afspejles også i hendes portrætter og landskaber. Mange af dem er malet i lande som Lapland, Liberia, USA, Island og efterkrigstidens Polen.

Kirsten Kjærs selvstændige natur kom også til udtryk i, at hun trodsede tidens normer ved at lade sig skille, leve et bohemeliv og kritisere den tids kvindesyn.

I museets formidlingsrum vises en film om Kirsten Kjær og hendes liv.

 

Den keramiske samling

De ca. 250 værker i Kirsten Kjærs Museums keramiske samling er doneret af lægen Axel Kok-Jensen. Den viser den et repræsentativt udsnit af bredden i dansk værkstedskeramik fra ca. 1970 til ca. 2014 og omfatter blandt andet værker af keramikere som Gutte Eriksen, Steen Lykke Madsen, Bente Skjøttgård og Nina Hole.

Den afrikanske samling

Samlingen består af mindre skulpturer, musikinstrumenter og brugsgenstand, stammer hovedsageligt fra Vestafrika, hvor lægerne Harald Fuglsang og John Andersen arbejdede i otte år, før de slog sig ned i Thy og etablerede Kirsten Kjærs Museum.

Mindestuen

Allerede i 2010 begyndte museets grundlæggere, Harald Fuglsang (1933-2022) og John Anderson (1929-2015), at indrette sin egen mindestue med personlige ejendele, som de ønskede at vise frem for museets gæster. I 2022 blev Mindesstuen for lægerne Harald Fuglsang og John Anderson indrettet i den centrale del af museet. Etableringen af Mindestuen er finansieret af Beckett Fonden.